Hvorfor skal du meldes ind?
Fordi du, som os, sætter stor pris på at have en uafhængig biograf i Gentoftegade.
Kontingentet er kr. 700,00 pr. år.
For det får du:
- 4 medlemsbilletter til en værdi af kr. 420,00
- Gratis adgang til 2 særforestillinger/forpremierer, hver gang for mindst 2 personer, til en værdi af mindst kr. 600,00
- Rabatter på særarrangementer og forpremierer i årets løb
Summa summarum: kontingentet kr. 700,00 giver adgang til store filmoplevelser for over 1000 kr.
Hvorfor en venneforening?
Gentofte Kino blev åbnet for offentligheden første gang d. 31. marts 1938 - og har været på private hænder lige siden. I takt med at diverse store biografkæder har overtaget det meste af markedet, er de mindre uafhængige biografer enten lukket eller (delvis) overtaget af kommunerne, hvor de ligger.
Gentofte Kino er stadig uafhængig - men det bliver sværere og sværere. Først kom den digitale fremvisning, så kom streamingtjenesterne - og nu slås vi alle med Corona-nedlukninger.
Venneforeningen er en selvstændig forening uden anden forbindelse til biografen, end at vi helst vil beholde en biograf i Gentoftegade. Vores eneste formål er at give Gentofte Kino den nødvendige økonomiske polstring, så biografen fortsat ikke blot kan betjene det trofaste publikum i Gentofte og omegn, men gøre det med tidsvarende udstyr og et tiltrækkende udbud af både nye og gamle film.
Venneforeningen er et nødvendigt sikkerhedsnet under biografen, og vi kan ikke opfordre dig/jer stærkt nok til at fortsætte medlemskabet eller tegne et medlemskab, hvis du/I ikke allerede er det.
Det var bl.a. Gentofte Kinos Venner, der for over 10 år siden bragte Gentofte Kino gennem den akutte krise i forbindelse med anskaffelsen af digitalt udstyr. Herved fik biografen den fornødne livskraft til at fortsætte driften. Siden da har der været op- og nedture forårsaget af svingende filmudbud og ikke mindst af andre praktiske forhold. En betydelig udfordring gennem de år har været renoveringen af Gentoftegade, hvor langvarig afspærring har kostet dyrt for biografen og de øvrige forretninger i gaden - og ikke mindst nedlukningen i forbindelse med Corona i 2020 og 2021. Der spores til stadighed fremgang i interessen og billetsalget. Men der er stadig behov for støtte fra vennerne, hvis biografen skal kunne fremstå konkurrencedygtigt og attraktivt for filmgængere i området.
Vi håber meget, at I vil tegne eller forny jeres medlemskab år efter år.
Vi og biografen vil blive meget glade for jeres snarlige indbetaling
I må også meget gerne forære medlemskab af Gentofte Kinos Venner til familie og venner.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen